MED POUL I PARKEN
Min gamle ven Poul Carlslund havde forladt lørdagshyggen, lænestolen og Liverpoolkampen i fjerneren for (på min opfordring) - for første gang i mange år - at vove sig ud i levende live og opleve førsteholdet spille. Den vigtige bundkamp mod ØB i Nyborg Idrætspark var et besøg værd, havde jeg skrevet på Facebuch. Og Poul reagerede velvilligt og positivt på invitationen om at komme og fylde lidt op på den billige langside, svinge med hatten og juble over byens sønner.
Nu er Poul ikke nogen hr. Hvemsomhelst - heller ikke, når det drejer sig om fodbold. Han spillede sammen med Allan Simonsen i drengeårene i Vejle, var et usædvanligt talent som centerforward, der kunne have drevet det til noget stort på en fodboldbane. Han kom til Nyborg med familien i 1969, hvor storebror Benn afløste Nyborgs daværende, blændende målmand Knud Erik Larsen (som forlod byen for at blive politibetjent) for selv at blive en af de uforglemmelige målmænd, som klubben har haft fornøjelsen af. Poul stoppede selv med at spille klubfodbold efter ankomsten til Nyborg, fordi kammeratskab, kunst og kærlighed umiddelbart trak mere end Idrætsparken og de lange stroppeture til Knudshoved om vinteren med træner Hans Oluf i spidsen.
Pouls far, Åge Carlslund, blev hurtigt formand for fodboldafdelingen (havde selv stået på mål for OB´s førstehold i halvtredserne) og var chef i de gyldne lykkeår, hvor Nyborgs førstehold lå i 3. division og klubbens ynglingehold (med 7 mand på unionsholdet, 2 på ynglingelandsholdet osv.) blev nr. 3 ved DM. Så Pouls fodboldgener havde aflejret sig de rigtige steder, hvilket gjorde ham til en interessant betragter af den bundkamp, der udspillede sig for vore øjne.
HVOR ER DE DOG GODE!
Poul så desværre ikke Fjeldsø score til 1-0 efter 2 minutter, et mål af den slags, hvor Nyborgs hurtige og velsparkende frontløber får serveret en aflevering op over midten til medløb i højre side, for – efter et par vævre træk og et svimlende ryk - at piske forbi den mildest talt overraskede oppasser og tordne bolden fladt og tørt ind med venstrebenet fra kanten af ølfeltet, uden chance for målmanden, der af forskrækkelse over at få sit eget skæg galt i halsen, ikke kom hurtigt nok ned mod stregen, som i virkeligheden var Fjeldsøs projektil.
Foto: Erling Lundemann
Det var så skønt et mål, at jeg ikke opdagede Poul komme daskende. På lang afstand havde han genkendt mig, da der ikke er andre, der minder så meget om mig som mig, selvom jeg forsøgte at skjule mig i mængden, der bestod af Frank Mouritsen og mig selv. Vi blev sammen vidne til en første halvleg, hvor spillet aldrig rigtig vidste, hvilken vej det ville udvikle sig. Fjeldsøs tidlige scoring betød ikke, at nyborgspillerne overtog rub og stub eller at ØB forærede midtbanen væk. Tværtimod. Den blå sværm nærmest voksede til et overtal, førte krigen om overlevelsen i ølrækken op i betænkelig nærhed af vort ølfelt og pressede noget så ubehageligt på Vous´ mål.
ØB var ikke kommet til Nyborg for at se på klubidyl og spise økologiske kernebrød men derimod for at forsvare sin position over nedrykningsstregen. Flere af vore spillere virkede nærmest som om, de havde fået de forkerte ben ud af sengen. ”Nerver og gummiben. Det er alt sammen nerver og gummiben, for pokker!” sagde jeg til mig selv men hørte ikke efter, for midtbanen havde betænkelig svært ved at få etableret noget, der lignede et brugbart og konstruktivt opspil. Spillerne skvattede rundt mellem ØB-ben og alle mulige andre ben, der nærmest uafbrudt fik fumlet bolden med sig i den forkerte retning. Alligevel stod Poul (hvis mening, jeg var meget spændt på at høre, når vort hold om ganske få minutter ville begynde at udfolde det teknisk funderede pasningsspil) og sagde: ”Det overrasker mig faktisk, hvor teknisk gode de er!” Bemærkningen kom efter en lykkelig afværgelse af utidig ØB-indtrængen i vort ølfelt, hvor Rasmus, Rye, René og Anderson på forunderlig vis fik krøllet en forkludret midtbanesituation ud sammen med Nybo og spillet Patrick nogenlunde fri således, at spillet igen kunne udfolde sig frem over stepperne.
Foto: Erling Lundemann
Frank gjorde Poul opmærksom på, at dette her ikke var normal nyborgstandard. Om ganske få øjeblikke, påstod han, ville spillerne vise, hvad de duede til. Desværre skete der – mod forventning - det, at kuglen på mystisk vis blev fumlet forbi Vous, der målløs stod – ligesom os på den billige langside – og ikke forstod en rygende fis. 1-1 og skyer gled for solen et kort øjeblik.
Foto: Erling Lundemann
”Det skal nok komme!” sagde Poul. ”Med de teknisk gode spillere på holdet og de hurtige angribere, så kan det sgutte gå galt!” Knap havde han sagt det, før Kristoffer Ellegård kælede bolden forbi ØB´s målmand efter et par seværdige tekniske finurligheder fra holdkammeraterne. ”Der kan I bare se!” sagde Poul. Og det kunne vi. Vi så nu et nyborghold, der igen fik styr på spillet, hvor de forkerte ben, der før var kommet ud af sengen, så mindre forkerte ud og fik lagt nogle fine afleveringer frem til Fjeldsø og Ellegaard.
Det ene angreb efter det andet tog form, under hvilke Poul kunne opleve, hvad Fynsserien anno 2015 har at byde på. ”Jeg er overrasket!” hørte vi Poul sige, hvorefter kuglen igen lå bag ØB´s målmand, hvis skæg blev filtret ind i netmaskerne ved det herlige mål til 3-1, hvor et smukt angreb blev fuldendt ved Renés snedige aflevering til Fjeldsø, der overlegent daskede den ind bag skægget.
DE FORSVUNDNE BILLEDER FRA GAMLE DAGE
Pausestillingen på 3-1 til Nyborg var et ønskeresultat, der ville gøre søndagen og tiden frem til marts nogenlunde tålelig, hvorfor vi optimistisk bevægede os over i retning af tribunen og det nye byggeri for at købe en pilsner. Poul havde aldrig været der. Sidst han sådan rigtigt var på besøg i Nyborg Idrætspark var, da Nyborg spillede lige op mod det Israelske landshold i en kamp i sommerferien 1972, hvor storebror Benn stod en af de fantastiske kampe, der forevigede ham som en af klubbens store målmænd.
”Måske skulle vi gå over og se billederne fra de gode gamle dage, da min far var formand og Benn stod mellem stængerne!” sagde Poul, da vi luskede gennem det uendelige gangsystem for at finde frem til udskænkningsstedet.
”Desværre Poul! Billederne er forsvundet, i bedste fald gemt væk på lokalhistorisk arkiv. Hvis der er et klubrum i hele det her palads, hvor man kan få en fornemmelse af, at klubben har en historie, at der har været spillere og hold før i dag, så kender jeg det ikke!”
Sammen undrede vi os over, at der vitterlig ikke ER noget hyggeligt klubrum i hele det enorme byggeri, hvor klubbens historie, billederne af de tidligere spillere, plakaterne fra de gode gamle dage (hvor Brønshøj og Frem kom på besøg i pokalturneringen og hvor børn, pensionister, lærlinge og menige soldater kom ind til halv pris), kunne fortælle nutidens mennesker om tidligere tiders bedrifter, formidle klubånd og give liv.
En klub er ingenting uden sine tidligere bedrifter, blev vi enige om. En klub uden minder, uden billeder og uden fortællinger er som et menneske uden hukommelse, ikke noget misundelsesværdigt scenarie. Ingenting at binde en klubånd sammen af. Ingen grobund for, at ildsjæle kan gøre nutiden til en spændende tid for klubbens medlemmer! Men det er faktisk virkeligheden i dag, måtte jeg bedrøve den gode Poul med.
KLUBÅNDEN I FLASKEN
Og nu er der sikkert en eller anden, der sidder og hiver sig i skægget eller andre steder, hvor der kan hives, og brummer:
”Se så at komme til sagen! Købte I så den pilsner eller ej?”
Jeg kan berolige den utålmodige læser med, at man stadig kan købe øl i det nye center derude. Når førsteholdet spiller i Ølrækken, er udskænkningsstedet (som klubben i øvrigt intet har med at gøre), jo nærmest nødt til at sælge lidt øl. Hvis holdet ryger ned i Sodavandsserien – hvad det absolut ikke tyder på i disse for vort hold så vigtige sekunder – så får flaskerne nok en anden lyd, og så ryger øllerne formodentlig ned i lokalhistorisk arkiv sammen med klubhistorien og hvad der ellers måtte være af hyggelige forekomster at sende væk. Så kan man bevæge sig derned og afholde 3. halvleg og bilde sig selv ind, at man er medlem af en rigtig klub med minder, fortællinger og en lovende fremtid.
”Nej nu må du den onde lyneme stoppe med din chikane mod det stakkels Ikealand, som sørme da SKAL have en chance for at komme til at fungere!” kan jeg lige høre en eller anden vrisse. ”Nu gider jeg ikke læse mere brok om, at klubben er blevet svigtet af nogen bureaukrater! Skriv så noget om, hvordan kampen mod ØB gik i anden halvleg eller jeg stopper med at læse lige på stedet!”
Ja, jeg beklager! Klubånden i flasken sneg sig for et kort øjeblik ud og fik overtaget over mit gemyt. Den er nu forsvarligt spærret inde, hvorefter vi kan gå til det vigtige: Hvordan klarede vi os igennem 2. halvleg mod et ØB-hold, der ikke frivilligt lod sig tvinge under nedrykningsstregen af et godt kæmpende nyborghold, hvis spil dog ikke gled helt, som det plejer smurt i den sædvanlige olie?
Poul og jeg forlod udskænkningsstedet og begav os op på tribunen uden Frank Mouritsen, der vidst for vild i gangsystemet i kælderen, hvorfor han aldrig siden dukkede op og måske stadig flakker om derude!
FIN, FAIR FODBOLD
Vi stillede os helt oppe bagved, så vi havde et gyldent overblik over begivenhederne, hvor ØB lagde ud med at vise tænder. Vous måtte vise sin kunnen lige fra starten af halvlegen, hvilket fik Poul til at sige: ”Nyborgs målmand er sgu lisså god som min storebror! Ham kan de sgu godt være bekendt!”
Efter 20 minutters intens ståen på samme sted med diskussioner med sidemænd og koner, om ØB skulle have haft straffe, da en nyborgspiller sparkede en øb´er over skinnebenet i ølfeltet og andre interessante fænomener, så vi pludselig endnu et smukt nyborgangreb udfolde sig på græstæppet foran os. Hvordan bolden havnede oppe hos Fjeldsø, fik jeg ikke lige med, men han afleverede – efter et par fikse finter – til Kristoffer Ellegaard, der med en tempereret inderside lagde den ind bag ØB´s målmand.
Foto: Erling Lundemann
4- 1 og den hellige grav var vel forvaret, bildte vi os ind.
Det kørte bare derudaf i denne periode af kampen. Jeg var ved at blive helt glad for at have inviteret Poul i Parken. Han kunne have siddet og set Chelsea mod Liverpool, men havde valgt Nyborg – ØB i stedet.
”Ved du hvad, Claus Buch!” mumlede Poul pludselig. ”De spiller sgu en fair gang bold. Der har nærmest ikke været en svinestreg i hele kampen. Det synes jeg sgu er imponerende… og dejligt at opleve. Holdakæft et godt angreb… mål!”
Det var målet til 5-1, der pressede sig ind midt i Pouls betragtninger. Et flot angreb, hvor René eminent snød to ØB-folk, overlod roen til Fjeldsø, der smart vippede den videre til Ellegaard, som – endnu engang - krydrede den efterhånden temmeligt spiselige gryderet med et mål.
At ØB blev lukket ind i kampen igen, da de scorede til 2-5 efter ca. en halv times spil i anden ombæring og havde nogle giftige forsøg, som Vous tog sig af, var ikke det mest mystiske, der kunne ske. Det er set før i Nyborg Idrætspark – f.eks. mod Allesø – at alt synes sikkert og tilforladeligt, for kort tid efter ikke at være det længere! Ovennævnte mål var imidlertid et af de mere mærkværdige, hvor man stod og undrede sig på tribunen uden at blive klogere. Det virkede nærmest som om Nyborg med Vous i spidsen syntes, det var synd for ØB, at de var så stort bagud, hvorfor odenseanerne fik bolden forærende, så den kunne trille ind som et sidste og afsluttende trøstemål. En human og næstekærlig handling nu, hvor julen snart står for døren, var vi enige om Poul og jeg.
Spøg til side: Kampen var en herlig afslutning på en blandet sæson, hvor der har været spillet bedre fodbold end mod ØB. Vi har desværre tabt til hold, vi burde have vundet over, men der har været spillet fed fodbold i mange øjeblikke og scoret mål, vi aldrig vil glemme. Påfaldende er det, at det generelle niveau blandt spillerne er steget sådan, at jeg i dag – med god samvittighed - kan sidde her og skrive, at det vil overraske mig, hvis vi rykker ned i Sodavandsserien i foråret.
Jeg glæder mig til, at KRFK kommer på besøg den 24. marts. Mon ikke, at der er revanche i vente?
Claus Buch
