EN GOD DAG AT DØ
Der var lagt op til massakre på Langeskov Stadion, hvor man tog entré, solgte øl, vand og pølser og i det hele taget opførte sig som om, at fremtiden endnu ikke er så meget begyndt, at det gør noget.
Jeg kom desværre for sent, da entrémanden ikke tog imod dankort. Måtte derfor bevæge mig ind i den umoderne og for os nyborggensere fremmedartede, spartanske hygge, hvor venlige og tjenstvillige asiater stod klar til at sælge én noget og minde én om, at der stadig findes venlighed og levn fra fortiden, der er værd at samle på.
Mens jeg stod i kø, lød der spredte jubelbrøl, der mere end antydede, at massakren havde fået en noget anden start end langeskovfolket brød sig om.
”Mål til Nyborg! For fanden, hvorfor står de og sover nede i det skide forsvar,” hørte jeg en yngre mand brumme til sin ristede pølse.
Jeg så desværre ikke målet, var lige ved at bede om at få det serveret i langsom gengivelse, da jeg blev bragt tilbage til virkeligheden af en venlig kvinde i køen.
”30 kroner til entreen og en almindelig Odensepilsner,” skyndte min mund sig at sige.
Hyggeligt og livsforlængende at komme ud af en handelssituation med humøret i behold uden at skulle kæmpe sig gennem mange, lange gange og være vidne til en start på en fodboldkamp, hvor Nyborg fører efter to minutter!
At det var Fjeldsø, der havde scoret, kom ikke som den store overraskelse. At han så ikke fik scoret flere mål, skulle senere vise sig at være ærgerligt.
VELVALGT TAKTIK
Under alle omstændigheder fik tilskuerne på Langeskov Stadion en kamp at se, der ikke havde megen massakre i sig. Sådan en kræver i fodboldmæssig sammenhæng, at et af holdene scorer et hav af mål, mens det andet render rundt og er til grin. Og i dette tilfælde var endnu ingen til grin, selvom spillet, efterhånden som jeg fik bevæget mig ned bag vores mål, udviklede sig på en for nyborggensere ubehagelig måde. De grønne trøjer var overalt. Var de flere på banen end os? Eller var de bare kanonhurtige? I hvert fald så de ud til at være i superform. Hurtigst på bolden i næsten alle situationer, kvikke ryk, hurtige indgreb mod vore spillere, når vi endelig havde bolden. Og det havde vi tit. Men spillet løb i første halvleg mest ud i det grønne vildnis. Vi havde da nogle spredte modangreb, hvor det brændte en anelse på foran de grønnes mål, men stort set hele første halvleg gik for Nyborgs vedkommende med at undgå at miste den behagelige føring.
Rent taktisk var udgangspunktet for vort hold (så vidt jeg kunne se) det, at vi skulle forhindre en massakre og se om vi – efterhånden som tiden gik – kunne få tilspillet os nogle chancer mod et pressende langeskovhold. Morten Rye var for anden gang udset til at skulle klare paragrafferne nede bagved som en slags libero eller sweeper, hvilket han klarede godt. Hans overblik var fint, han fik sat et par halvglidende tacklinger ind der, hvor det var passende eller når han kunne nå at komme ud på de konstant truede fløje (eller kanter, som man siger nu til dags), hvor der virkelig var tryk på. Han skabte ro, når han havde bolden og fik skilt sig fornuftigt af med den. Mormorfinten hoppede han ikke på og han kom i det hele taget ud af den kamp som en af vort holds absolut bedste spillere.
Foran sig (eller rundt om sig, alt efter spillets udvikling) havde Morten en godt kæmpende, velspillende Lasse Nybo, som fungerede som bølgebryder over for angreb ind over midten og støttepædagog , når grønheden blev for massiv i vores højre forsvarsside. Herude måtte Sefco dog alligevel, oftere end godt var, klare sig selv, da der var grønne her, der og alle vegne i første halvleg. Og det var ikke nemt!
Som defensiv midtbanespiller/ekstrastopper var Rasmus Jørgensen placeret for at tage sig af de grønne sysler, når de kom buldrende ind over midtbanen med rappe antrit. Den defensive del klarede han flot i hele kampen, hvilket - sammen med det allerede nævnte – var medvirkende til, at Langeskov ikke kunne få gang i massakren, som bl.a. skulle finde sted via vore anløbne fløje. Rasmus´ afleveringer var i første halvleg ikke så skarpe, hvilket heldigvis ændrede sig radikalt efter pausen, hvor der kom mere snert og præcision i både driblinger og afleveringer.
MORALENS SEJR
Jeg havde været spændt på at se, hvordan Langeskov-bænken, med dens grundige kendskab til Nyborgs svagheder og styrker, ville gribe massakren an. Men klogt forsøgte vort hold at tætne de permanent forekommende huller på kanterne, så godt det lod sig gøre. Tydeligst i vor venstre side, hvor Patrick lå som ekstraback og forsøgte at gribe ind, når Jonas blev for overbebyrdet. Og der var virkelig pres på den kant. Det ene mere giftige indlæg efter det andet blev plottet ind over Vous´mål, i hvilket han ind imellem udviste tvivlende attituder. Skulle han bevæge sig ud i feltet eller skulle han blive på stregen og lade dem, der ikke må tage med hænder, klare de væmmelige, nedfaldende bolde? Som den glimrende målmand han er, synes jeg, at det er vigtigt for ham at få bygget sin tillid til, at han OGSÅ er herre over feltet, op igen. Det har været påfaldende et stykke tid, at han tøver med at gå ud og pille bolden ned fra himlen. Det betyder desværre mål til modstanderen nu og da. Også i Langeskov, hvor en af de forholdsvis lavbenede og tætte langeskovfolk, Claus Høyer, fik lov til, uhindret at nikke bolden ind, da ingen så sig i stand til at tage sig af det indlæg, der førte til målet. Men bortset fra omtalte tvivl og mangel på indgriben i luftrummet, stod Vous en fin kamp på stregen.
At Patrick fungerede som støtte i vor venstre forsvarsside virkede jævnt hen godt og var medvirkende til, at Langeskov ikke kørte os i sænk. Den store arbejdsbyrde til trods formåede Patrick især i anden halvleg at fremtvinge periodiske midtbaneovertag for vort hold sammen med Mads Anderson og René Henriksen, der begge knoklede, løb og udførte opbygningsarbejde (moralsk såvel som fysisk) på en seværdig og gavnlig facon. Der blev lavet fejl, men ingen utilgivelige og i perioder var det lækkert at se vore midtbanefolk strikke spillet sammen.
Det, at holdet formår at styre sin vrede mod dommeren, som, på trods af småfejl, dømte ganske fint, er al ære værd og er på længere sigt med til, at vi – forhåbentlig - etablerer os over nedrykningsstregen. Ind imellem var der på Langeskov Stadion grund til brok og ballade, men klogt valgte drengene at kanalisere vreden over i kampgejst i stedet.
Oppe foran løb Kristoffer Ellegaard og Nicklas Fjeldsø en del forgæves, men de gav samtidig langeskovforsvaret nok at se til i vores mest giftige perioder, hvor begge angribere – sammen med vore midtbanefolk – havde store målchancer, der burde have medført mere end målspark. Det pres begge angribere lagde på de grønne på deres halvdel, var kraftigt medvirkende til, at vi hev det ene point hjem i en kamp, der på baggrund af en god anden halvleg burde have været vundet.
PLADS TIL FORBEDRINGER
Massakren udeblev heldigvis på grund af de ovennævnte kendsgerninger. Dog to fænomener var i den kamp (trods det nævnte positive) så iøjnefaldende, at jeg ikke ser nogen grund til at undlade at nævne det. For det første virkede langeskovspillerne til at være i bedre form. De var, som nævnt, hurtigere i stort set alle spillets detaljer. Men de træner ikke mere end to gange om ugen, fandt vi ud af, så årsagen må findes andre steder. Hvor - kunne være interessant at vide!
Det var ligeledes tydeligt, at der ikke er bevægelse nok på vores hold. Spillet uden bold fungerer ikke ret godt. Det er for let at dække folk, der står stille og der opstår for få spillemuligheder, når der ikke løbes mere eller mindre konstant i opbygningsfasen. Hvis disse elementer bliver forbedret, vil en plads over nedrykningsstregen være mulig. Men det kræver, at taktikken fra Langeskov fastholdes som udgangspunkt for de kommende kampe. Efter min beskedne mening!
At det var hyggeligt at være til fodbold søndag d. 11. oktober 2015 er ingen hemmelighed. Det var en god dag at dø, men heldigvis var det ikke mig, der stod af i denne omgang. Jeg glæder mig til Allesøkampen.
Claus Buch
