Idrætsparken 100 år: Landsholdslegender og lokale stjerner spiller showkamp
Der er lagt op til en festlig fodboldaften i Nyborg torsdag aften, når Nyborg Idrætspark danner ramme om en underholdende showkamp med mange store navne blandt aktørerne.
Publikum får både mulighed for at møde og opleve lokale fodboldnavne og tidligere landsholdsstjerner, mens der også vil være andre aktiviteter på anlægget. Det sker i anledningen af Nyborg Idrætsparks 100-års jubilæum, der markeres torsdag den 11. juni med en række aktiviteter på anlægget, der ligger et udspark fra Storebælt.
”Det bliver en kæmpe dag for idrætten, for foreningslivet, for byen og for fællesskab, og vi glæder os til arrangementet. Det bliver en stor dag for Nyborg Idrætspark,” siger centerleder Kenneth Bukhave.
Hovedbegivenheden bliver en showkamp mellem et udvalgt NGIF-hold, der spiller mod legendeholdet ”Old but Gold”, som tæller en række tidligere danske landsholdsspillere. Holdet tæller således folk som Michael Gravgaard, Thomas Kahlenberg, Lars Jacobsen og Christian Poulsen, der tilsammen har over 200 landskampe på CV’et, mens også sportsjournalister og tidligere Superliga-spillere er med på holdkortet. Holdet er ledet af den mangeårige sportsjournalist og leder Anders Bay, der selv stammer fra Nyborg.
Det lokale Nyborg-hold er sat sammen med en række kendte navne fra det østfynske fodboldmiljø, der har repræsenteret NG&IF i løbet af historien. Træner for holdet er Kim Zangenberg.
Showkampen begynder klokken 18.00 på Nyborg Idrætspark, men i timerne op til kampen er der mulighed for at prøve kræfter med diverse idrætsaktiviteter og boldspil på anlægget. Arrangørerne lokker tilmed med en gratis stadionplatte til de første 200 gæster.
Læs mere om arrangementet på Nyborg Idræts- og Fritidscenters Facebook-side: https://www.facebook.com/profile.php?id=100037925236544