Menu

Fodboldpas

image
28. februar 2018 kl. 07:32

Hej alle


Fodboldpas på vej: Klubber skal sikre korrekte mailadresser og mobilnumre

I maj 2018 strammes reglerne for visning af personlig data. Som en konsekvens heraf og for at åbne op for nye spændende muligheder indføres det såkaldte Fodboldpas i Danmark. Alle spillere skal fra maj aktivere deres fodboldpas, og derfor er korrekte kontaktoplysninger vigtige.
Datasikkerhed strammes op

Til maj træder EU's nye persondataforordning i kraft. Det får betydning for foreningslivet, herunder også de danske fodboldklubber og for dansk fodbold som helhed.

Et af de vigtigste forhold er en stramning af konsekvenserne for uretmæssig visning af personlige data, herunder f.eks. navn og fødselsdato. Det er oplysninger, som i dag vises på holdkort, topscorerlister m.v.

Stramningen betyder, at dansk fodbold – DBU og klubberne - har oplysningspligt overfor den enkelte spiller i forhold til, hvordan og hvor hans/hendes data anvendes.

Fodboldpas indføres

For at hjælpe os alle - klubberne og DBU - med at overholde lovgivningen får alle registrerede fodboldspillere i Danmark et personligt fodboldpas i digitalt format. Fodboldpasset vil indeholde en række data om spilleren, herunder:

    I hvilken klub spillerens spillercertifikat befinder sig
    Hvilke klub- og holdhverv han/hun evt. har
    Personoplysninger (dem som klubben ligger inde med)

Fodboldpasset vil også indeholde den vigtige oplysning om, hvordan spillerens oplysninger håndteres af DBU og klubberne. For at sikre at alle spillere har set den information, vil det gælde at:

→ ALLE spillere SKAL aktivere deres fodboldpas (dog først fra maj)

Spilleren kan i fodboldpasset også angive et separat samtykke omkring visning af billeder. Ved denne fremgangsmåde hjælper vi altså klubberne et langt stykke hen ad vejen med at overholde persondatareglerne i forhold til visninger af personoplysninger på f.eks. klubbens hjemmeside.

Fodboldpas, spillercertifikater og holdkort

Der arbejdes nu på at få de tekniske og reglementsmæssige detaljer på plads.

Forventeligt vil det gælde, at når spillere aktiverer deres fodboldpas, aktiverer de samtidig deres spillercertifikat. Med effekt fra august 2018 forventes det derfor at gælde, at en spiller ikke er spilleberettiget, hvis han/hun ikke har aktiveret sit fodboldpas. I rækker med holdkort vil spillere i så fald ikke kunne vælges på holdkort.

Sådan kan I komme godt i gang

For at spilleren kan aktivere sit fodboldpas, skal han/hun naturligvis informeres om, hvordan man gør det. Det hjælper vi jer med efter følgende prioriterede tre-trins-model:

    E-mail
    Notifikation/besked på DBU’s Fodboldapp
    SMS

Derfor er det afgørende, at I får indhentet

→ korrekte mailadresser og mobilnumre på alle jeres spillere
og at de opdateres i KlubOffice.

Flere spillere kan godt have samme mailadresse og mobilnummer - f.eks. forældrenes. Det er blot vigtigt, at vi kan komme i kontakt med dem.

Vi opfordrer til, at I påbegynder arbejdet allerede nu. Det hele skal registreres i KlubOffice, da det er med baggrund i oplysninger derfra, at info om aktivering af spillerpasset sendes til spillerne.

Arbejdet med at indhente korrekte kontaktoplysninger kan evt. fordeles ud til de enkelte trænere, holdkontakter eller forældre, men det er vigtigt, at I som klubledelse følger op. I KlubOffice vil I løbende kunne følge med i, hvilke af jeres spillere der har aktiveret deres fodboldpas.

Se et forslag til hvordan I med udgangspunkt i KlubOffice kan indhente kontaktoplysninger her.

Fodboldpas - Hvor og hvornår?

Fodboldpasset vil blive tilgængeligt for spilleren via Mit DBU (login på DBU’s og lokalunionernes hjemmesider) og på en ny spiller-app. Begge dele er under udvikling, og spilleren kan altså først fra maj aktivere sit fodboldpas. Nærmere info følger naturligvis.

Fodboldpasset indfases fra maj 2018 i en opstartperiode.

DBU’s IT-systemer kan hjælpe jer

Der er en lang række fordele ved at benytte DBU’s IT-systemer som KlubOffice, KampKlar, KlubCMS osv. En af dem er, at det kan hjælpe jer til at sikre den nødvendige datakvalitet fremadrettet, da spillere/forældre selv indtaster og opdaterer deres data. Få overblik over IT-mulighederne med et gratis IT-kursus i jeres klub.

Spændende nye muligheder

Den nye spillerapp, som fodboldpasset bliver en del af, åbner for en række spændende muligheder for breddefodbolden i fremtiden.



I spillerapp'en vil spillere blandt andet kunne...

    Se sine statistikker, såsom spillede kamp, holdets form osv.
    Sammenligne egne og holdets præstationer på tværs af niveau, landsdel og alder

...og meget mere.

Breddefodbolden er på en digital rejse og mulighederne er mange!