Menu

FODBOLD: Fynsserien Langeskov-Nyborg 0-2 (0-0).

image
24. oktober 2016 kl. 13:08

Langeskov slået i bundopgør

Begge hold havde hårdt brug for en succesoplevelse, da bundholdene Langeskov og Nyborg mødtes på Langeskov Stadion. Gennem første halvleg var det tydeligt at se at begge hold havde svært ved at tilspille sig oplagte målchancer. En enkelt chance til hvert hold, først havde Langeskov et skud, som blev rettet af i forsvaret for derefter at ramme stolpen og hvor riposten endte i målmandens favn. Nyborg havde et godt, fladt langskud, som målmand Peter Vestergaard reddede til hjørnespark med en lynhurtig refleks.

Efter 0-0 ved pausen kom der gang i gemytterne straks i 2. halvleg, da farlige Thomas Abildtrup blev nedlagt i et gennembrud. Det helt åbenlyse straffespark udeblev til hjemmeholdets store frustration, da kampens dommer helt uforstående lod spillet fortsætte. Efter en times spil var Langeskovs anden farlige angriber, Piraseth Ragulaswaran, på spil, da han efter et par lækre træk sendte et langskud på stolpen.

Korte efter slog Nyborg så til, da et frispark i Langeskovs højre side blev sendt ind i feltet. Her kom Lasse Nybo Jørgensen først på bolden og sendte med et godt hovedstød bolden i nettet til 1-0. Kort efter havde Nyborg endnu et farligt forsøg, men her blev Langeskov reddet af stolpen. Med et kvarter tilbage fandt kampen sin afgørelse, da en klodset tackling i feltet på Nyborgs Andreas Møllebæk til Langeskovspillernes store frustration helt korrekt blev takseret til straffespark. Nicklas Fjeldsø omsatte sikkert til slutresultatet 2-0 til Nyborg.

Luk