Menu

Reno, Ronny og Round Up - af Claus Buch

image
28. oktober 2015 kl. 19:57

Reno, Ronny og Round Up 

Det lyder som navnet på en dansk popgruppe fra det forrige århundrede, men det er ikke desto mindre en forekomst, der har meget med fodbold at gøre. Engang var der nemlig i Nyborg en talentfuld fodboldspiller, der gik under navnet Reno Larsen, ja han hed faktisk Reno Larsen og han kunne det der, som mange andre ikke kunne, nemlig drible og køre rundt med kuglen, så modstanderne blev rundtossede. En af hans fodboldkammerater hed Lars Lunde. Han og Reno spillede i NG&IFs fodboldafdeling, indtil Lars´ talent blev for stort til barndomsklubbens ambitionsniveau. Han drog derfor ud til De Røde i Vollsmose for at få så meget luft under vingerne, at han kunne blive flyvefærdig nok til både at flyve den lange vej sydpå og komme på landsholdet. Han opnåede en beundringsværdig professionel karriere og fik et par kampe i nationaldragten.

 

Lars og Reno spillede fodbold fra morgen til aften, da de var kampklare knægte. De sad ikke med voks i frisyren og fedtede med en iphone for at sende små nuttede beskeder eller selfies til banditterne og blondinerne fra Birkhovedskolen. Øl, kvinder og trompetspil kom aldrig i første række. Når alle andre stod i en krog på et diskotek og drak sig mod til, stod Lars og Reno i blå, korte bukser og hvide trøjer med N-mærker på og junglerede med en bold eller spillede ”mur” på overlæggeren ude i Parken. Var man opmærksom nok dengang i 70ernes aftenskumring, kunne man se dem stå og junglere i en telefonboks, hvor de i øvrigt kunne afdrible en 3-4 mand uden problemer.

 

Reno kom aldrig på landsholdet, men forsvandt fra NG&IF – som så mange andre, da luften i bageriet blev for melet - og snørede sidenhen både sine støvler og sine modstandere i Vindinge Boldklub. Han avlede langt senere - efter 3. halvleg - en søn, der blev kaldt for Ronny og som var et talent, der kunne det der, som tænder lyset i fodboldelskeres øjne. Da Ronny spillede på Nyborgs førstehold for en sæson eller to siden, kunne man som nyborggenser glæde sig over denne fine fodboldspillers finterige finurligheder. Man kunne slæbe sin datter med ud i Parken, fordi der skete ting og sager med den lille runde, når Ronny var på banen. ”Nyborgs Messi”, som min datter Astrid kaldte ham, lavede mål og kunne i øvrigt meget mere end udføre 3 ryk og en aflevering.

Desværre blev luften i bageriet igen for melet og Ronny forsvandt ud i den blå luft. Eller rettere han gled ud til De Blå på Campus Road i Odense for at udfolde sit talent i klubben med ulykkestallet. Til skade for NG&IF´s ølrækkehold og alle os, der tilbringer en del tid på sidelinjer rundt omkring på Fyn for at følge holdet i den tid, som klubben har tilbage på kontoen, nu da Ikealand og den dødbringende bureaukratiske kærlighed er i færd med at kvæle de sidste rester af det, der måtte være tilbage af den gamle fodboldklub, der igennem generationer – i med- og modgang - stolt har båret N-mærket på sit bryst.

RØVEN PÅ KOMEDIE?

Med alle disse billeder i knolden kørte jeg til Odense i søndags for – som jeg bildte mig ind - at skulle se vort amputerede hold få ørerne i maskinen hos Ronny og hans nye kammerater i B1913 (vi manglede topscorer Fjeldsø, forsvarskæmpe Nybo og målmand Vous). Jeg havde virkelig ikke forventet, at vort hold kunne holde stand imod et teknisk velfunderet og besnærende 13-mandskab, hvor samtlige spillere efter sigende skulle have Ronny-kvaliteter.

Men ikke desto mindre fik jeg et viljestruttende og moralsk intakt nyborgmandskab at se, et hold, der kæmpede for hver en bold, hver en tue og hvert et græsstrå. Det var en fornøjelse at være vidne til den kampgejst, der udgik fra nyborgspillerne, som, godt anført af René Henriksen, viste, at man ikke behøver stikke op for bollemælk bare fordi, at De Blå havde lagt i kakkelovnen til, at ”Nyborg skal have røven på komedie”, som et af de gamle 13-korifæer, der i dagens anledning var inviteret til massakre, kom til at sige til en sidekammerat, da jeg gik forbi.

 

Erik havde et par dage forinden været ude i omegnens periferi for at skaffe en målmand som erstatning for Casper Vous, der for en gangs skyld havde måttet melde afbud. Og da ingen andre målmænd i det tilbageværende NG&IF-landskab hverken kunne, turde eller ville erstatte Vous, ja så så man sig nødsaget til at sende Erik ud i nattens mulm og mørke og banke på soveværelsesvinduet hos en ældre, garvet keeper for at spørge ham, om han ikke havde lyst til at stå på mål for Nyborg mod B1913 den kommende søndag. Denne mand, der før havde vogtet målet for Ullerslev, B1908 og Greve, gik under navnet Tommy Edelweiss og var kendt for at være eminent til at forhindre modstanderne i at score. Han nåede lige akkurat at lære klubbens og et par af spillernes navne at kende, før han blev iført Vous´ målmandsdragt, der viste sig at være et par størrelser for lille. Tommy Edelweiss brugte ekstra large, men stod – trods søvnmangel og stramt målmandstøj - i øvrigt en meget rosværdig kamp. Han begik ganske få fejl, vovede sig sikkert ud i feltet, forhindrede flere mål på stregen og gjorde i det hele taget en stor indsats for, at vi kunne drage hjem til Nyborg med æren i behold, hvad der betød, at man ikke skulle tilbringe resten af søndagen i kælderens gravølkammer i selvvalgt eksil.

 

THE ONCE IN A LIFETIME-CHANCE

 

At B1913 scorede til 1-0 på et godt hovedstød efter 20 minutter, havde Edelweiss ikke kunnet forhindre, om han så havde haft en ekstra large-målmandsdragt på. Inden da havde han og vort hold holdt stand overfor et næsten konstant pres fra Ronny og hans medsammensvorne, der dog i et væk blev tacklet og udsat for fair forhindringer fra nyborgspillerne. B1913s angreb blev aldrig rigtigt giftige i første halvleg bortset fra et par enkelte kanonchancer, som Edelweiss tog sig af, og de målgivende episoder.

At stillingen ved pausen var 3-1 var ikke et udtryk for, at Nyborg ikke havde noget at skulle have sagt i den modsatte ende. Med lidt lykke og lidt held samt en smule fedtelse på støvlerne kunne stillingen sagtens have været 3-3. Vi havde flere frygtindgydende kontraløb, der burde have været afsluttet med et mål eller to. Andreas Møllebæk, som kæmpede bravt, løb solen sort og spillede en ganske fin kamp, havde en chance af den slags, man kun får en af i sit liv. Han ærgrer sig sikkert stadig over afbrænderen, som manglede en fedtet støvle af den gammeldaws slags med hvide striber og skruedupper for at ende i 13-målet. Der gik et sus igennem opstillingen af 13-koryfæer med Jack Hansen og Peter Nielsen i spidsen og man hørte dem sige: ”Holddaheltkæft… de nyborgangreb er kraftstejleme farlige!”

Løgn var det nu ikke. Såvel Ellegaard, Møllebæk, Johansen, Henriksen som Andersson havde giftige forsøg og afbrændere, der sved splinter af stolperne og 13´s målmand. De jagtede alt, hvad der kunne jagtes og udviste format og holdånd.

Havde vi stillet i stærkeste opstilling, havde det ikke været en utopisk forestilling med Nyborg som vinder og en efterfølgende søndag eftermiddag på sofaen med høj cigarføring og rom i glasset.

Bag mine solbriller kunne jeg ikke undgå at blive imponeret over fighterviljen og kampånden, der prægede vort hold. Jonas spillede som venstre back – godt støttet af en altid bevægelig og nærværende Patrick Johansen – sin bedste kamp i år. Selvom alderen efterhånden går i den forkerte retning og ikke forøger hurtigheden, havde Jonas stor ære af kampen – også selvom 13´s angribere sneg sig forbi i ny og næ. Jonas tog, hvad han kunne.  Han tacklede og gik til den som en 25-årig og hvis han blev snydt, stod Patrick klar med fair og - for modstanderen - irriterende knokkel.

Morten Rye, Rasmus Jørgensen og Kristian Vandkrog sled og sloges på forbilledlig vis for at holde 13-angriberne fra buret og der udgik brugbare afleveringer fra deres fødder til evigt bevægelige Andersson, Henriksen og Johansen, hvis indsats på midtbanen skabte noget, der - af 13-koryfæerne på sidelinjen - blev belønnet med bemærkninger som: ”Det overrasker mig sgu, at Nyborg ligger i bunden med de folk dér!”

Der blev ikke givet ved ret mange døre i vort forsvar i søndags. Ganske vist gled Ronny og de andre 13-angribere forbi på deres venstre flanke, som det passede dem med over – eller underlap, men så greb Rye, Jørgensen, Vandkrog, Henriksen og andre for det meste ind og forhindrede ulykkerne i at brede sig. At Simon kom ind efter pausen – med de rigtige ben ude af sengen - var også med til at stabilisere vort værn mod truslernes yngleplads i 13´s venstre angrebsside. Nyborgtilskuerne behøvede ikke at finde bedetæpperne frem og vende sig mod Mekka. Spillerne klarede det selv uden hjælp fra andre højere magter end Søren, Erik og Brunse. Efter et dejlig hurtigt kontraangreb af den slags, som landsholdet ville være lykkeligt for at kunne fremtvinge bare en enkelt gang om året, tryllede Patrick bolden uden om et par 13-spillere, afleverede snedigt til Kris, som fluks sendte den videre til Møllebæk, der ikke svigtede og hældte roen i målet til 1-1. Det var enkelt og smukt.

 

ØL, PØLSER OG HYGGE

 

Og for at det ikke skal være løgn, så ”sad” vort hold på anden halvleg eller var så meget med i kampen, at De Blå skulle yde deres bedste for at holde nyborgspillerne væk fra deres ølfelt. De Blå havde spil og chancer nok til mindst to mål, men hovedindtrykket efter denne glimrende 2. halvleg var, at det ikke havde behøvet at være endt med et nederlag trods 13 -pres og overtag i store dele af kampen. Vi havde muligheder nok.

Selvom det endte med et nederlag på 4-2, følte Nyborgs mange medrejsende tilskuere sig godt til mode på Campus Road. Dels spillede drengene en god gang fodbold imod kæmpefavoritterne (vi fik et flot mål af Kristoffer Ellegaard med som dessert), dels mærkede man, at man var på besøg i en KLUB, hvor man tog samværet, hyggen og ja… klubben alvorligt. Der var et marketenderi lige inden for døren, hvor man kunne købe drikkelse og pølser, deltage i lotteri og stå i kø for at hyggesnakke om vigtigheden af at bevare hyggen og samværet i klubben, så det hele ikke ender i et goldt ikealandskab, hvorfra alle løber skrigende bort. Som min gode sidekammerat sagde til mig, da vi for 20. gang begræd den triste skæbne, som NG&IF´s fodboldafdeling er havnet i (omklamret af bureaukratiets kærlighed, hvor al hygge og klubliv er blevet suget ud): ”Jeg har været inde i Ikealand for første, eneste og sidste gang! De har sgu givet den gamle klub Round Up! Det er til at græde snot over!”

Bortset fra det, så glæder jeg mig til at komme i Parken på lørdag og følge slaget mod ØB, som gælder liv eller død.