Menu

Nyt fra Buch

image
10. april 2016 kl. 09:10

BANGE ANELSER OG NERVØS AFFØRING

Desværre – eller måske heldigvis – så jeg ikke kampen mod KRFK, som jeg havde været så dum og uforsigtig at dømme vundet på forhånd. Min jubelglade fejlvurdering skyldtes det, jeg havde observeret i træningskampen mod Tved samt det, flere fodboldprofessorer havde fortalt mig ovenpå de optimistiske og håbefulde resultater mod Aarup, Ubberud og Hamburger Sportsverein.

At vort hold ikke var tunet, motiveret og klogt spillende mod en modstander som KRFK kom virkelig bag på mig. Nu tænker alle heldigvis ikke, som jeg gør, men jeg havde simpelthen ikke haft fantasi til at forestille mig, at påskelammelsen, påskebryggens virkninger, den fede mad og korsfæstelsen af den milde, halvnøgne frelser skulle kunne komme til at spille en afgørende rolle i den vigtige bundkamp, der bare SKULLE vindes.

Så det var med en vis skepsis, at jeg weekenden efter forlod den hjemlige idyl og drog mod Skalbjerg, der ligger ude på Bøhlandet, bare en fjerdingvej fra Bøhmingham, så langt ude at kun en GPS (samt trækfugle og gyllespredere) kan finde derud. Helt derude in the middle of Nowhere holder SVV Højfyn til i hyggelige - men ydmyge - omgivelser. Disse omgivelser ville i min aktive fodboldtid have betydet undervurdering af modstanderen på grusomste vis. Det var der dog ingen grund til denne søndag i april 2016. Alene Højfyns placering i Ølrækken indgød respekt og selvom de tabte til os i Nyborg Idrætspark i efteråret, vidste alle – såvel professorer som almindelige dødelige danskere – at den kamp ikke umiddelbart lå til højrebenet.

At det så ydermere ville udvikle sig til en massakre, var der dog ingen, der havde fantasi til at forestille sig.

Jeg skrev som bekendt ikke om den kamp, hvilket nogle undrede sig over. Begrundelsen var ikke specielt sympatisk: Som entusiastisk, ikke ukritisk tilskuer var det svært for mig ikke at forfalde til ærgrelsesudbrud og ukvemsord efter at have set et nyborghold, der i de første 10 minutter af kampen sad på det hele, misbrugte to direktører, der blev brændt og lemlæstet i en grad, så Dansk Arbejdsgiverforening burde have klaget til ombudsmanden. Vort hold så i det hele taget ud til at ville og kunne noget i de første 10 minutter. Højfyn var i disse minutter på skideren i sjælden grad. Træneren peb pubertetsagtigt panisk, at spillerne skulle se at få styr på spillet, han brølede fortvivlet i falset, mens holdlederen nervøst suttede på sit overskæg. Tilskuerne trøstespiste og drak øl i uhørte mængder, mens jeg stod og tænkte: ”Bare Fjeldsø og Patrick havde været her, så havde vi kværnet dem ned!” Det var ikke kønt tænkt, men tanker kommer og går og kommer tit bag på en.

Resten af den kamp var én lang, pinagtig affære, hvor et middelmådigt højfynhold fik lov til at plaffe den ene 50 – procentschance ind efter den anden, mens et nyborgforsvar holdt åbent hus med stående invitationer, efterladende det indtryk, at opdækning, forudseenhed, organisering, timing og tacklinger var noget, man skulle have genopfrisket ved et grundkursus for puslinge.

8-2 til Højfyn var virkelig ikke specielt kønt, hvilket både professorer, mødre og fædre, koner, kærester og almindelige husmænd ville give mig ret i, hvis de havde lejlighed til ytre sig. Men nok om det. Jeg kunne dog desværre ikke sove, da jeg den aften - langt om længe - fik fumlet mig i seng efter krimien og afsløringerne af plattenslageriet i Panama. Min kone måtte trøste mig til langt ud på natten, hvilket fik hende til at udbryde, at jeg enten måtte sørge for, at Nyborg vandt de rigtige kampe eller at jeg måtte stoppe med at gå ud og se de kampe, der ødelagde vor almindelige dagligdags livsførelse.

Som den opmærksomme læser – hvis du endnu er til stede – kan fornemme, var det med bange anelser og nervøs afføring, at jeg i fredags før kampen mod Fjordager tog afsked med min bekymrede kone, der ihærdigt forsøgte at ovetale mig til at blive hjemme for mit slidte nervesystems skyld.

”Jeg MÅ af sted! Taber de i dag, rykker de ned! Vinder de i dag, rykker de måske alligevel ned, for der er frygtelig mange kampe, der skal vindes og… ja, det hele ser sgu ikke så lyst ud kære kone, så måske skulle vi få hver sit soveværelse!”

Fjordagerkampen BLEV vundet, som du jo godt ved, kære læser. 5-3 endda.

Om det var imponerende? Om det var fremtidsbærende på en måde, der lover godt for overlevelse i Ølrækken? Vil du virkelig gerne vide, hvad jeg mener i den forbindelse? Nej, det ved jeg, at du ikke vil, så derfor lader jeg være med at komme ind på det.

I stedet for at begive mig ud i tvivlsomme teoretiske og - for flere forældre og fodboldspillende personer - ubehagelige diskussioner med mig selv, vil jeg lige citere to af de fodboldprofessorer, der trofast møder op på såvel hjemme – som udebane og som jeg nyder at udveksle synspunkter med.

Det er altid rart at høre kompetente folk ytre sig om noget, de har forstand på!

Fodboldprofessor Henriksen var ganske godt tilfreds med kampen og mente, at man skal glæde sig over det positive, f.eks. over sejren og over, der blev arbejdet godt over hele linjen. Han kunne dog ikke lade være med at nævne, at der rykker 8 hold ud af Fynsserien, som situationen har udviklet sig netop nu i Danmarksserien, hvilket betyder, at vort hold skal havne på mindst en ottendeplads for ikke at være dømt til sodavandsdrikning i næste sæson.

Professor Mouritzen, derimod, var ikke imponeret. Han går gerne meget analytisk til værks og mente, at spillet i store dele af kampen mindede om en podekamp, hvor hver spiller spiller sit spil. Der manglede sammenhæng i forsvaret, skarphed og kreativitet på midtbanen, hvor der blev løbet og gjort ved uden, at det dog førte til det tekniske spil, som vi ved, spillerne kan spille på en god dag, mente han.

Der var – efter min mening - flere lyspunkter i den kamp: Det tidlige mål efter det godt gennemspillede angreb, hvor Kristoffer Ellegaard banker bolden op i nettaget. Der var også Fjeldsøs fine aflevering, hvor han med seværdige driblinger broderer sig forbi en to – tre modstandere for at havne i en position, hvor han kan afslutte, men alligevel venter og spiller bolden på tværs til en fri Ellegaard, der hælder den ind.

Kampens mesterstykke og – set gennem mine solbriller - en af de fornemste afleveringer i Nyborg Idrætspark i nyere tid: Fjeldsø modtager i 2. halvleg, efter et godt midtbaneforløb, en aflevering lige over midten. I stedet for at losse bolden til Mekka snører han et par fjordagerspillere, mens han ser op og – med en eminent præcision – lader bolden glide gennem diagonalpassagen mellem venner og fjender hele vejen gennem straffesparksfeltet til en fri Kristoffer Ellegaard, der med stor sikkerhed dirigerer den i mål. Wow! Stor fodboldkunst!

I det hele taget spillede Fjeldsø en altafgørende rolle og en stor kamp, i hvilken han med sin altoverskyggende fodboldkunnen udgjorde forskellen mellem bundhold 1 og bundhold 2. Sandt nok var der mange på vort hold, der løb solen sort, knoklede og brændte kunstgræsset til pulver – al ære og respekt for det - men de mål, som Fjeldsø var med i – samt hans lejlighedsvise fodboldmæssige kunststykker – gjorde ham til kampens store oplevelse og ændrede billedet af bundkamp til at blive en fodboldoplevelse.

Der var flere andre, der gjorde det godt i den kamp. Patrick kæmpede på sædvanlig forbilledlig vis og blev kåret til kampens spiller, hvilket måske burde have været omdøbt til kampens fighter. For det var han. Men kampens store spiller var Nicklas Fjeldsø, der i sine gyldne øjeblikke rager derop, hvor englene synger.

Dejlig fredag aften i Nyborg Idrætspark, hvor en lille smule optimisme blev bragt med ind omklædningsrummet, inden OKS venter med bål og brand lørdag d. 16. april klokken 14.

 

Claus Buch