Menu

LIGE TIL ØLLET - af Claus Buch

image Nyborg - Allesø
23. oktober 2015 kl. 07:20

 

Hvad skal man skrive om Allesøkampen? Den mest mystiske kamp siden Gunnar Nu var dreng. Jeg har haft svedige mareridt om den siden i søndags og håber ikke, at jeg skal opleve mere af den slags i dette ene liv.
”Jeg aner ikke, hvad det er for en kamp, du snakker om! Har aldrig hørt om den”, kan jeg lige høre dig sige til din kaffekop. ”Og hvem er Gunnar Nu?”
Nyborg mod Allesø i ølrækken! Og Gunnar Nu… ham kan jeg fortælle dig om en anden gang! Men altså allesøkampen, sikke en kamp, fodboldmysteriet over alle fodboldmysterier!
Du var der selv, for jeg så dig. Du var ligesom de fleste andre ved at flække på tværs over det, der foregik på græsset i Nyborg Idrætspark. Du rystede på hovedet, så jeg - og kom med kommentarer, der nok ikke egner sig til at blive nedskrevet på denne seriøse fodboldside. Jeg hørte dig bande og sige, at hvis ikke I vinder over Allesø – med alle de chancer I har haft – så har I sgu ikke fortjent at ligge i Fynsserien.
Mere er der sådan set heller ikke at sige om den kamp, groft sagt.
Vi vandt. 5-4. Lige til øllet, men fortjent. Yderst heldigt, hvis man ser lidt kritisk på forløbet af kampen, som den udviklede sig over de to meget forskellige halvlege, hvilket man jo skal, når man ikke bare er sat i verden for at nedskrive en gang sludder for en sladder. Og nu burde jeg efter din mening nok ikke skrive mere… jo måske lige nævne et par navne: Hvem spillede bedst og opfyldt kravene til at spille på et hold i Fyns bedste række?


Men du kender mig jo efterhånden, så du ved jo, at der lige om lidt kommer en lang smøre, som du ikke gider læse, fordi smøren er for kedelig med for mange indskudte sætninger og ligegyldig udenomssnak. Så du stopper sikkert her og nøjes med at give mig ret i, at kampen vi så, var en kamp, der på en eller anden måde udstillede Nyborgs ølrækkehold i alle dets ender og kanter, styrker og svagheder, kvaliteter og mangler.


Hvis du ikke allerede har indstillet læsningen, så kan jeg fortælle dig, at jeg på forhånd var meget spændt på, hvor naiv holdets tilgang til kampen ville være. Og med naiv mener jeg blåøjet, du ved, ubekymret: ” Det her klarer vi da nok, vi er 11 mand på banen ligesom dem og så kan alt jo ske!”
Så mit i forvejen belastede nervesystem var lige ved at vende vrangen ud, da jeg så, at Lasse Nybo manglede. I stedet var René rykket ned som venstreorienteret sweeper, altså med opgaver på midten med orientering i venstre side som støtte for Jonas. Morten Rye havde fået fornøjelsen at skulle tage sig af et eventuelt bombardement midtfor og samtidig være højreorienteret katastrofehjælper ovre hos overbebyrdede Sefko. Sådan så det ud fra min plads på den billige langside. Men det fungerede ikke.
”Hvad fungerede ikke?” spørger du muligvis.


Forsvaret med katastrofehjælp på kanterne fungerede ikke! Kanterne var fortsat utroligt sårbare. Og jeg skriver ikke dette her, fordi jeg er ude efter nogen. Så forestil dig, at jeg så vort hold spille mod et allesø-hold, der ikke gjorde nævneværdig modstand i første halvleg, et hold, som vi kunne have kværnet ned til det græd af ydmygelse, ført 7-0 over ved pausen, men som alligevel var drønfarlige, når de endelig havde bolden, fordi vore forsvarskanter er en anelse medgørlige. Ja, du behøver ikke forestille dig det. Du var der jo selv. Og hvis ikke du giver mig ret i mine påstande, så må du gerne kværulere!


Bortset fra, at Allesø fik lov til spadsere ind i kampen og score til 1-0 efter alternativt forsvarsspil i højre side af vort ølfelt fem minutter inde i halvlegen, havde vi krammet på det tamt spillende hold i de første 45 minutter. Den ene målchance efter den anden blev – ikke desto mindre - foræret til bolddrengene, der i øvrigt var dagens helte, sammen med dommeren, der forlængede kampen med 5 minutter, så vi kunne få tid til at score det mål, der varmede så herligt i den bidende efterårskulde.


Der, hvor jeg stod i første halvleg, kunne jeg iagttage et ubegribeligt drama, der viste, at Nyborg med enkle midler var i stand til at bygge en række glimrende angreb op helt nede fra bunden med gode bolde fra forsvarsfolk til midtbane og tilbage igen, tempererede afleveringer, der som regel havnede, hvor de skulle og som udsatte Allesø for den ene ubehagelighed efter den anden og udstillede, hvor sårbart et hold, det – efter ølrækkemålestok var og – er. Af grunde, som jeg ikke tør binde an med at komme med kvalificerede analyser om, havde vore afsluttere desværre hang til misbruge over- og underdirektører, ganske almindelige direktører samt halve og hyggelige direktører og det i en grad, at Direktørernes Sammenslutning ville have kunnet politianmelde det, hvis ikke de var blevet misbrugt endnu værre i anden halvleg. Kris, Fjeldsø og Patrick tvang Allesøs målmand til at yde sit bedste - sammen med bolddrengene.
På trods af direktørmisbruget og de ofte nævnte svagheder i Nyborgs forsvar, tilspillede vi os tre fornøjelige og veludførte mål i første halvleg: Et hovedstødsmål af den slags, som er typisk for Kristoffer Ellegaard. Giv alt hvad du har, ingen piven, op med knolden, hvor det gør ondt og ind med roen.
Et knastørt frispark af Fjeldsø (der formår at sparke den tørreste, knaldende hårde, strakte vrist i miles omkreds), som via Patrick strøg udenom målmanden til 2-1.


Og for at det ikke skal være løgn, så rystede Sefko rædslernes skygge fra 0-1 målet af sig og sørgede på en fed og seværdige måde for at servere en lækker bold for fødderne af Fjeldsø, der bare skulle fjelle den ind til 3-1.
Et realistisk halvlegsresultat ville efter min bedste overbevisning have været 7 – 1 til Nyborg. Men du så jo nok, hvad der skete, så jeg behøver ikke minde dig om det.
Hvis du stadig sidder og læser med, så undrer du dig nok over, at jeg ikke har nævnt ”spillet uden bold”, men det kommer nu! For det fungerer ikke som det skal. Og uden et velfungerende spil uden den drilske bold kommer man ikke langt mod halv – og helgiftige hold.


Hvis der skulle sidde en ved siden af dig eller ude i køkkenet (eller som måske er gået i kælderen efter juleøl), som ikke ved, hvad ”spillet uden bold” er for noget, så kan jeg oplyse vedkommende om, at det er alt det, der forgår udenom boldholderen (eller når de andre har bolden, for dens sags skyld). Når f.eks. Rasmus Jørgensen på sin entusiastiske facon erobrer bolden fra en modstander lige foran ølfeltet, så oplever man alt for ofte, at der ikke rykkes, ikke løbes nok fra medspillernes side for at gøre sig spilbare. Nogle står og venter på den, lusker lidt hen imod Rasmus eller op ad linjen, enkelte - ofte Andersson, Henriksen, Ellegaard eller Patrick - forsøger at ryste sin oppasser af sig og bevæge sig i en gunstig position, men det er alt for lidt, som det er nu. Hvor skal Rasmus sende bolden hen sådan, at vi kommer nærmere modstanderens mål for i sidste ende at kunne sætte ham skakmat? Rasmus kan selvfølgelig sende Sorteper videre bagud til Morten Rye eller ud til Jonas, der så står med aben og kan losse en lang aflevering op til Fjeldsø. Men sådan burde det jo ikke være. Spillerne skal mere eller mindre konstant løbe for hinanden, herunder overraskende løb, bytten pladser osv., så modstanderen ikke ved, hvad han har med at gøre. Sådan, at vi får gang i det konstruktive, kreative midtbanespil, der skaber chancer, åbner rum og giver mulighed for dybdeløb. Det er alt for nemt at stække et stille, statisk opbyggende hold, der - i mangel på spilbare folk - sender lange bolde op til frontangriberne, som for ofte må lade den falde i hænderne på bolddrengene.


Nu kan jeg lige høre dig brumme, at brok ikke fører fremad, men kun ødelægger det gode humør, som vi ikke har for meget af i forvejen. Måske var det nu, du skulle gå til købmanden efter snaps til øllen og silden eller gå på Facebook og tjekke om der er nye sensationer om katte eller koner, der danser polka? Imens vil jeg lige skrive videre for – om muligt – at oplyse om vigtigheden af, at Nyborg ikke rykker ned.
Det er simpelthen SÅ vigtigt, at vi bliver i Fyns bedste række! Så kan man lave sjov, misbruge direktører eller hoppe på mormorfinten, men det korte af det lange er, at selvom kun ganske få på denne ø regner med, at vort hold bliver i ølrækken, så ser det umiddelbart ikke så umuligt ud, som det gjorde i begyndelsen. Som en tilskuer sagde til mig lige efter kampen, så har mange af spillerne udviklet sig i dette efterår. Hvis vi stiller i stærkeste opstilling med Lasse og det hele, sagde han, så ser det slet ikke så dumt ud. Og – vil jeg gerne tilføje - hvis vi kan få ubekymretheden elimineret og erstattet med en stærk, velfunderet, udadvendt 100% - vilje til at blive i ølrækken, så er det absolut ikke umuligt at vinde nogle af de kampe, vi på forhånd ville have solgt billigt.
”Sig mig så lige, hvorfor det er så forbandet vigtigt at ligge i den ølrække!” knurrer du nok, mens ølhenteren, der gik ned i kælderen lige før, er ved at knappe årets første julebryg fra Aldi op på køkkenbordet.
Jo, det skal jeg fortælle dig.
For det første vil det være en gevaldig sejr for hele holdet (og KLUBBEN), hvis vi bliver i ølrækken. I modsat tilfælde – altså ved nedrykning – vil gassen i værste fald gå så meget af ballonen, at vi ikke kommer op i den fornemme række før, at du og jeg ligger på kirkegården og kun holder gejsten oppe på ormene. Meget vil muligvis krakelere, hvis vi ryger ud. BLIVER vi i ølrækken derimod, vil den udvikling, som holdet undergår i disse dage, have modnet spillerne, så en etablering som fynsseriehold, der ikke konstant ligger med røven i vandskorpen – så at sige - vil forekomme mere realistisk. Det første år er altid det sværeste. Særligt, når et hold ikke strutter af overskud på samtlige pladser.
Selvom du muligvis er gået til købmanden og har overladt mig alene til min skrivemaskine og mit brændende ønske om, at vi kan have et ølrækkehold til næste år – og måske næste år igen – så vil jeg alligevel brodere lidt videre på det, jeg har sat mig for at skrive. Allesøkampen sidder stadig i knolden og spøger med det, jeg allerede har nævnt, men ikke mindst med 2. halvlegs rædsler ruskende i alle hjernevindinger. For sjældent har jeg oplevet (og bævret med) et hold, der havde så meget styr på en kamp, for at se det komme ud efter en pause og udstråle så tynd en vindervilje og så megen opgivenhed over for den vigtige sag.
Hvor mange direktører, der lod sig misbruge i anden halvleg, lader sig ikke optælle på et par almindelige hænder med ti fingre. Det grænsede til det kriminelle. Allesø havde med Nyborgs mystiske deroute fået resten af kampen og dens udfald mere eller mindre foræret. Havde Vous ikke reddet, havde dommeren ikke været så venlig at lægge 5 et halvt minut til uden, at der var nogen anden synlig grund end, at han syntes spændingen skulle fortsætte til et af holdene scorede det afgørende mål og havde Kris og Fjeldsø ikke scoret midt i orkanens øje, ja så havde alting set anderledes ud.
10-10 eller 11-10 til os ville ikke have været urimeligt. Hvilket siger meget om, at det var en usædvanlig – og mystisk – kamp i Fyns bedste række.

Mit ydmyge håb er, at man vil bruge erfaringerne fra den kamp til at lade op på den gode måde mod ØB, der vil kunne besejres, hvis hovederne lægges i blød, kanterne styrkes, forsvaret forsvares, midtbanen løber solen sort, angriberne jagter boldholderne (og får de rigtige ben ud af sengene om morgenen) og alle mand fokuserer på at VILLE blive i ølrækken også selvom det måske gør en smule ondt og at det måske bliver lige til øllet!

Claus Buch